Herfra min verden går

Vi er fjender, vi er venner

Det var en almindelig fredag i juniorklubben i midten af Jylland, det var lidt over middag og pædagogerne kørte på fuld tryk. Det er jo fredag, en hel uge med skole og forventningerne til weekenden og fritid gør børnene ekstra ”energiske” og de bliver nemt irriteret. Lone er lederen på stedet og hun er en rigtig hyggemor, hun bruger mest tid i det kreative rum, hvor børnene kan lave lige hvad de vil med hende som guide. Hans er den sjove og laver mest fysiske ting med børnene, bl.a. i boldrummet, men ture til svømmehallen og skoven er også hans område. Hans har dog ingen problemer med at tage et par timer i det kreative værksted, hvis Lone skal noget administrativt eller til møder og den slags. Ellers har de den unge nyuddannede pædagog Lise, som hjælper hvor hun kan, om det er tekniske problemer i computerrummet eller drengene mangler en målmand og så videre. Drengene i klubben siger også hun er mere dreng end pige og det griner hun med på.

”Så lad dog være Lars!!” hører Lone igennem hele juniorklubben, det kommer fra computerrummet hvor drengene som regel holder mest til, det ved at være sidst på dagen. Da hun kommer til rummet er den mindre dreng Lars på 9 ved at få lammere og klask af den ældre dreng Peter på 13. ”Hold! Stands! stop!!”, kommer det febrilsk fra Lone mens hun adskiller de tazmaniske djævle fra hinanden efter bedste evne. Da de endelig er faldet lidt ned sender Lone, Peter over til hallen hvor han kan få spillet lidt bold og taget en snak med den mandlige pædagog Hans, og hun siger til Lise, at hun lige sætter sig over i hyggeområdet og spørger Lars om, hvad der skete inden hun kom.

Lars forklarer hende at han slet ikke gjorde noget, han sad bare og kiggede på de store, der spillede det der krigsspil, som han ikke selv måtte spille. Og pludselig begyndte de, at kalde ham navne og snakke grimt til ham, og selvfølgelig gav Lars da tilbage af samme skuffe, men til sidst røg Peter på ham og gav ham lammere til det slet ikke var sjovt længere. Imens Lone sad med Lars, var det en helt anden historie Hans fik af Peter. ”Vi sad bare og spillede for os selv og så begyndte han at sige ting som, nååh der blev du lige ramt af en granat og døde hva?? og den slags ting, mens han sad og grinede af mig.” Hans spørger, ”han prøvede ikke bare at være sammen med de store tror du?”, ”jo” siger Peter ”det prøver han hele tiden, men han er bare et pattebarn, der ikke kan være med til de ting vi leger” siger han hårdt og absolut og løber over til hans klassekammerater for at spille fodbold. Lene har også givet slip på Lars som sidder og tuller med noget Lego med nogle andre børn, hende og Hans mødes ved kaffemaskinen og prøver sammen, at finde hoved og hale i hvad der er sket og hvad de skal gøre ved det. De bliver enige om, at Lars sikkert bare har prøvet at passe ind med de ældre drenge ved, at prøve at bruge deres sprog og kalde hinanden navne, når man taber for at hovere, uden at have forstået at det var en intern ting blandt denne gruppe. De store drenge har ikke opfattet det som en læringsproces og nysgerrighed, men som en lille møgunde, der sidder bag dem og kalder dem navne, når de taber og faktisk bare hælder på bålet i form af irritation og vrede. ”Hvad laver Peter nu?” spørger Lone efter, ”han spiller fodbold med de andre drenge, Lars er faktisk ret skrap til det fodbold der, han har også gået til det i mange år”. CHA CHING lød det i pædagogernes hoveder, lad os lave en fodboldturnering mod de andre klubber og sige to børn fra de fire klassetrin hver, så aldrene bliver nødt til at arbejde sammen for at få succesoplevelser. Måske derigennem kan man give Lars og Peter den relation mellem dem, de mangler for at blive bedre venner i hverdagen. De får sat det hele i værk og Lise får lavet en tilmeldingsliste, som børnene kan skrive sig på, og en liste ved siden af med frivillige træningstider og så blev det weekend.

Mandag var der godt gang i børnene, de var klar på at træne så de kunne blive de bedste til fodbold blandt klubberne, alle spillede fodbold hele dagen næsten og navne blev streget ud og erstattet af nye, til alle var tilfredse og det færdige hold til sidst blev aftalt efter evner og lyst. Både Peter og Lars er på den færdige liste, da de lukker mandag, og Peter siger til Lars inden de skilles helt, ”husk vi skal træne i morgen ikk??”. ”Jeg er klar” råber Lars og løber smilende hjem. Tirsdagen ser pædagogerne allerede positive nye ting i forholdet mellem Lars og Peter, de har spillet fodbold sammen i frikvarteret på skolen, fik Hans at vide af en af lærerne og de kom sammen fra skole til klubben, det gør de faktisk hele ugen ud. Mandag og dermed kampdagen er her og de får spillet fodbold og kommer tilbage til klubben med en sølvpokal, som de stolt hænger op i boldrummet til motivation for de mindre. Lone spørger Peter om han var tilfreds med en anden plads, ”ork ja” siger han, ”vi banker dem jo næste år mig og Lars”, Lone siger ”selvfølgelig” og smiler mens hun indvendigt tænker succes. Hun finder Hans et andet sted i klubben og beretter hvad hun lige havde hørt, Hans griner højlydt, mens han siger ”de nu sjove de lerklumper”.